Kan man bade i den samme flod to gange? Svar på Steffen Groths kritik af Unitos’ ægteskabsrapport

Af Ulla Nørtoft Thomsen

Steffen Groth formår i internetmagasinet POV International at kalde Unitos’ ægteskabsrapport ”vildledende” og præget af ”massiv bias” og ”selektiv blindhed”, men han formår ikke at stille spørgsmålstegn ved et eneste af rapportens tal. Groth har ingen indvendinger imod rapportens konstatering af, at når man ser tilbage på de sidste tyve år, er det samlet set kun 12,3 procent af indvandrerne og 9,9 procent af efterkommerne fra den undersøgte region, der indgår ægteskab med en dansker. Groths indvending er rettet mod rapportens konstatering af, at udviklingen samlet set er gået tilbage fra indvandrerne til efterkommerne. Man kan ikke tale om udvikling i denne forbindelse, er argumentet, der må understøttes af rigelig med ad hominem-argumenter.

Ægteskabsrapporten undersøger ægteskabsmønstre for de ti største immigrantgrupper fra den islamisk dominerede region Vest- og Centralasien samt Afrika, idet undersøgelsen dels viser et samlet billede af regionen, dels ser på hvert oprindelsesland for sig. Rapporten giver en status over, hvordan ægteskabsmønstret for regionens immigranter har set ud mellem 1999 og 2018.

Immigranterne fra regionen har indgået i alt 43.744 ægteskaber i denne 20-årige periode. Samlet set har 11,6 procent af regionens immigranter giftet sig med danskere. For indvandrernes vedkommende indgik 12,3 procent ægteskab med personer af dansk oprindelse. For efterkommernes vedkommende 9,9 procent.

Ifølge Groths kritik er det ”misvisende” og ”vildledende”, når det i rapportens resume lyder, at ”udviklingen går tilbage fra første til anden generation”.

Jeg vil først kommentere på den saglige del af kritikken. Herefter på den usaglige.

Ægteskab som social integration

Indledningsvis må jeg korrigere Groths påstand om, at rapporten gør ”tværetniske ægteskaber til den eneste vej til social integration ”. Rapportens formulering er den langt mere forsigtige, at ægteskabsmønstret ”kan vise, hvor stor en andel, der i forhold til den danske værtsnation realiserer hvad man traditionelt har opfattet som den højeste grad af social integration”.

Ægteskabsmønstre er en vigtig brik i det sociale puslespil, og kortlægningen af indgåede ægteskaber har den fordel, at der er tale om handlingsmønstre frem for holdningsmønstre. Men for at få et rigere billede af forskellige niveauer og typer af social integration, må man selvsagt supplere op med undersøgelser af venskabs- og samarbejdsrelationer, bosættelsesmønstre, erhvervsrelationer, foreningsliv mv.

Hvornår kan man tale om udvikling?

Groth nævner to grundlæggende problemer ved rapportens sammenligning af indvandrere og efterkommere. Det er argumenter, der går igen fra kritikken af Undervisningsministeriets Tredjegenerationsrapport.

For det første kan man ifølge Groth ikke tale om udvikling fra indvandrere til  efterkommere, fordi de er samtidige: ”Det er således ikke anden generation, der sammenlignes med den generation, der gik forud, men derimod samtidige grupper, der sammenlignes. Sammenligningen kan dermed per definition ikke umiddelbart sige noget om udviklingen over tid fra første til anden generation”, lyder det.

Men herkomstkategorierne er ikke slægtstavler. De er sociologiske kategorier, der sorterer immigranter efter anciennitet som borgere i landet. Tidsfaktoren er dermed indbygget i kategorierne. Tanken om integration er ofte forankret i en forhåbning om gradvis udvikling fra første generation og frem. Det er helt gængs at sammenligne indvandrere og efterkommere, der lever side om side i samme tidsrum og også at tale om udvikling i den forbindelse.

Groths kritik sammenblander forskelligartede generationsbegreber og er så uhensigtsmæssig, at han ikke engang selv lægger den til grund. I sin kritik af Tredjegenerationsrapporten accepterede Groth øjeblikkelig ideen om udvikling mellem samtidige herkomstgrupper, da tallene blev fordelt på tre oprindelseslande og nu viste et lille ”fremskridt” fra anden til tredje generation. På samme måde peger Groth også her ned i ægteskabsrapporten og fremhæver positive udviklinger mellem indvandrere og efterkommere fra samme oprindelsesland, selvom de er samtidige.

Groth mener altså ikke sit første argument, nemlig at man ikke kan tale om udvikling mellem samtidige grupper af indvandere og efterkommere.

En fjerde herkomstkategori?

For det andet er det ifølge Groth et problem, at nogle af indvandrernes børn ”sorteres fra” og ”usynliggøres” i efterkommergruppen, idet børn, der har en dansk forælder og en indvandrerforælder, kategoriseres som danskere.

Danmarks Statistiks herkomstkategorier har i årtier dannet grundstammen i alt, hvad vi ved om immigranters uddannelse, kriminalitet, beskæftigelse, forsørgelse etc. Der er mange gode grunde til at kategorisere børn af danskere som danskere, uanset om de også har en forælder, der er indvandrer. Det flugter med vores juridiske bestemmelser vedr. statsborgerret og med de flestes intuitive opfattelse af, hvad der er rigtigt.

Jeg synes, at man skal forsøge sig med en særkørsel med en fjerde herkomstkategori, hvis man ønsker at afdække denne gruppe. Jeg anerkender, at det kan være spændende. Man vil dog ikke få den mere positive fremstilling af efterkommerne resultater, som ofte er det eksplicitte motiv. En fjerde herkomstkategori vil ikke ændre efterkommernes statistik, men må opgøres ved siden af den.

Lad mig i øvrigt nævne, at der for de fjernøstlige immigranters vedkommende er langt flere efterkommere, der ”usynligøres”, fordi langt flere af indvandrerne danner par med danskere og dermed får børn, der er af dansk oprindelse. Alligevel gifter de fjernøstlige efterkommere sig i langt højere grad med danskere end efterkommerne fra den islamiske region gør.

Sammenlignelighed

En tredje kritik hos Groth går på, at Groth ikke mener, at den konkrete indvandrergruppe og den konkrete efterkommergruppe, som rapporten arbejder med, kan sammenlignes. Ifølge Groth ”skævvrides det samlede billede”, fordi ”tyrkerne fylder relativt meget”, og fordi ”den etniske sammensætning desuden er forskellig i indvandrer- og efterkommergruppen”. Denne kritik giver bedre mening.

Jeg deler fuldt ud den opfattelse, at der er vanskeligheder ved at sammenligne en bredt sammensat indvandrergruppe med en smalt sammensat efterkommergruppe. Man løber let ind i det problem, at de forskelle, man mener at kunne iagttager mellem indvandrere og efterkommere, fx mht. kriminalitetsniveau og skoleresultater, måske snarere er forskelle mellem immigranter fra forskellige oprindelseslande.

Det er netop for at undgå den slags problemer, at rapporten ikke nøjes med at se på den meget brede kategori af ikke-vestlige indvandrere, men zoomer ind, dels på en region, dels på hver af de ti forskellige oprindelseslande i regionen. Problemerne med sammenlignelighed er ikke dermed forsvundet, men de er dog reduceret betydeligt.

Problemet med sammenlignelighed er imidlertid ikke kun et problem, der vedrører forholdet mellem indvandrer- og efterkommergrupper, der spænder over flere oprindelseslande, som er forskelligt repræsenteret i de to grupper.

Følger man gruppen af ikke-vestlige indvandrere over tid, ændrer denne også sammensætning undervejs. Fx er der vanskeligheder ved at sige, at indvandrerkriminaliteten falder, hvis faldet skyldes, at indvandrergruppen er blevet forøget med en stor mængde af fjernøstlige indvandrere, der trækker kriminalitetsstatistikken ned.

Selv hvis man følger immigranter fra et enkelt oprindelsesland over tid, kan denne gruppe også forandre sig, fordi vekslende etniske eller religiøse grupper fra dette land immigrerer til Danmark og bidrager til at tegne gruppen. Det gælder Jugoslavien, men det gælder også Iran og Irak.

Usammenlignelighedsproblemet støder man altså ikke kun på, når man som her vil sammenligne indvandrere og efterkommere fra ti oprindelseslande, men i næsten enhver undersøgelsesenhed, som man måtte vælge. Om man så zoomede ind på immigranter fra en og samme landsby, ville den rumme en indre kompleksitet, som ville vanskeliggøre sammenligning over tid.

Hvis man ikke skal ende i sofistiske diskussioner om, hvorvidt man kan bade i den samme flod to gange, så skal kritikken pege på et substantielt problem, som overses, og som kan foranledige misforståelser.

Jeg anerkender, at der er og altid vil være sammenligningsproblemer i større statistisk materiale, men jeg anerkender ikke, at de ikke skulle være håndteret nuanceret og rimeligt i rapporten.

Hvad ægteskabsrapporten gør for at håndtere problemet, er for det første at zoome ind på en region, der selvfølgelig rummer indre kompleksitet, men dog udgør en rimelig enhed med forankring i den islamiske kulturkreds som et væsentligt fællestræk.

For det andet gør ægteskabsrapporten det, at den giver fuld gennemsigtighed til udviklingen for hvert enkelt oprindelsesland. På den måde reduceres den skjulte indre kompleksitet til et minimum.

Den samlede region

Ifølge Groth behandles ”alle 10 migrantgrupper som en forskelsløs monolit” i den samlede opgørelse. Det er i sagens natur rigtigt. Men det er ikke kun en dårlig ting. I de samlede opgørelser vægter hvert oprindelsesland med det antal af immigranter, der er fra det pågældende land. Det, der slår igennem i de samlede opgørelser, er altså den rå volumen. Her ses den samlede realitet, og her slår de største grupper selvfølgelig rent igennem. Som de gør i samfundslivet.

Det er fint at kende hvert enkelt oprindelseslands mønster, men det er afgørende at have et klart billede af den samlede realitet, som vi står med. Tyrkerne og pakistanernes lave antal af danske ægteskaber skævvrider ikke bare det samlede billede, de skævvrider den samlede virkelighed.

Når den faktiske indvandrergruppe samlet set holdes op over for den faktiske efterkommergruppe samlet set, så ligger begge grupper lavt, og efterkommerne ligger sågar lidt lavere end indvandrerne. Dette er Groth som sådan ikke uenig i, hvad jeg ikke er sikker på, at hans læsere forstår, når de løber afsted som glade små grise med beskeden om, at det hele var fake news, skrevet af en islamofob. Groths kritik går på, at jeg ikke må kalde det en udvikling.

Rapporten opgør regionens samlede resultat og konstaterer, at når man sammenligner den samlede indvandrergruppe og den samlede efterkommergruppe, er det minsandten gået nedad. For det er sådan, det forholder sig. Men derudover udspecificerer rapporten også klart og tydeligt udviklingen blandt immigranterne fra de enkelte oprindelseslande hver for sig.

De enkelte oprindelseslande

Groth finder det ikke mærkværdigt at bevise sin påstand om, hvad der mangler i rapporten, med oplysninger, som han finder i rapporten. Hvis jeg må citere mig selv:

”Det er særligt den store tyrkiske gruppe, der præger statistikken for efterkommerne, men også den marokkanske efterkommergruppe gifter sig sjældnere med danskere end marokkanske indvandrere gør. For pakistanerne og libaneserne går udviklingen mod en smule mere dansk integration for efterkommernes vedkommende, men udviklingen sker ud fra et meget lavt udgangspunkt for indvandrerens vedkommende. Syrerne, afghanerne, somalierne og eritreiske efterkommere udgør meget små grupper, hvis ægteskabsmønster det er for tidligt at sige noget om. […]

Flest danske ægteskaber indgår irakerne og især iranerne. Over halvdelen af de iranske efterkommere – mænd som kvinder – gifter sig ind i den danske nation, hvilket tegner et markant brud i forhold til mønstret i regionen. Hvis ægteskaber tages som en indikator for social integration, kan der særligt blandt iranerne identificeres en integrationsbane, der styrer mod social integration i værtsnationen”.

Groth sparker en åben dør ind, når han afslører, at der er forskel på ægteskabsmønstrene i de forskellige oprindelseslandes efterkommergrupper, og at nogle grupper afviger fra resultatet af den samlede opgørelse. Det står klart og tydeligt i rapporten. At tale om ”selektiv blindhed” over for data er ret urimeligt.

At den samlede opgørelse for regionens indvandrere og efterkommere i det hele taget er ”konklusionen”, mens den udspecificerede opgørelse for oprindelseslandenes indvandrere og efterkommere er ”data”, som den snedige læser kan opspore, er Groths egen konstruktion.

Udviklingen fra år til år

Groth peger på, at der i de to største og ældste efterkommergrupper sker en udvikling hen over årene, som rapporten ikke nævner. Det er rigtigt. Rapporten ser tilbage på samtlige ægteskaber over 20 år og beskæftiger sig ikke med udviklingen fra år til år. Særligt for de ældste immigrantgruppers vedkommende er der ganske rigtigt en stigning i andelen af danske ægteskaber.

Stigningen sker imidlertid over de seneste fem år og falder bekymrende meget sammen med en brat stigning i antallet af voksne tredjegenerationsindvandrere/børn af efterkommere, som begynder at indgå i statistikken som danskere netop i den periode. Det gør det problematisk at vide med sikkerhed, om der reelt er en stigning i antallet af danske ægteskaber eller om de endogame ægteskaber er fortsat, nu blot uden at fremgå af statistikken.

Det kan man læse mere om i en kommende rapport, som ser på udviklingen år for år for hvert enkelt oprindelsesland.

Begrebslige eksperimenter

Endelig bryder Groth sig ikke om min begrebsudvikling. Det er i orden, da den står ret ufærdig, og hvis den var færdig ville han formentlig have brudt sig endnu mindre om den. Jeg har bestræbt mig på at lægge det eksperimenterende i begrebsudviklingen klart frem. Målet med den er at forsøge at række ind i en virkelighed, som vi har brug for at forstå.

Ægteskabsmønstrene peger på, at det ikke er tilstrækkeligt at tale om integrationen i ental. Der er flere konkurrerende integrationsprocesser i gang. Regionens mest almindelige ægteskabsmønster, som jeg har kaldt et endogamt mønster, vidner om integrationsprocesser, der knytter og vedligeholder forbindelser mellem immigranter fra samme oprindelseslandet. Ca. tre ud af fem ægteskaber er samlet set blevet indgået mellem immigranter fra samme oprindelsesland.

Om et andet, endnu ikke så almindeligt mønster, har jeg foreslået at trække på begrebet melting pot. Der er ikke, som Groth forestiller sig, noget ”sarkastisk” i min anvendelse af det begreb. For de tidlige europæisk-amerikanske koloniers vedkommende spillede religionen en uvurderlig integrerende rolle. Endnu drejer det sig kun om ca. hver tiende ægteskab.

Et tredje ægteskabsmønster består i, at ægtefællen hentes direkte fra udlandet/hjemlandet, hvilket indikerer en ganske stærk integration mellem hjemland/udland og immigranter. Samlet set har hver femte af regionens immigranter giftet sig med en person, der har boet i udlandet frem til vielsestidspunktet.

Hvis jeg må revidere min begrebsbrug allerede ved denne lejlighed, så er det ikke sidstnævnte ægteskabsmønster, men snarere regionens samlede ægteskabsmønster, der forekommer at have koloniale træk. Groth bør dog ikke forveksle settlerkolonier, der som udgangspunkt er fredsommelige og selvsupplerende, med aggressive okkupationskolonier, der med vold og magt går i gang med at ”overtage, erobre eller kolonisere Danmark”, som Groth forestiller sig, at jeg forestiller mig. Det er ikke det, der menes.

Ad hominem-argumenterne

Groth understøtter sin saglige kritik med et vældigt digterværk om, hvad han mener, at jeg mener. Ad-hominem-argumenter slynger sig ind i saglige argumenter. Jeg vil ikke gå nærmere ind det, men et par ting vil jeg gerne kommentere.

Teksten om Paludan er et Facebookopslag af de mere grovkornede. Det kan ikke forstås uden den kontekst, som jeg delte med mine facebookvenner ved samme lejlighed, nemlig en episode, der fik mig til at forstå Paludans tiltrækningskraft på danske børn og unge, hvis forældre, lærere og politikere ikke har mod og selvbevidsthed nok til at sætte lov og ret og sandhed igennem, men klør voldsmanden anerkendende på mavsen og snakker ham efter munden for at have fred og ro ugen ud.

Det er ikke en ”anti-muslimsk markering”, som Groth postulerer, men et forsøg på at fange en fej og uærlig tendens, der går igen fra SSP-medarbejdere til amerikanske præsidenter. Opslaget betyder ikke, at jeg er Paludan-fan i politisk eller personlig forstand eller at jeg er enig i alle de fornærmelser, som han næppe selv mener alvorligt.

Jeg er heller ikke Breivik-fan. Hvis man er interesseret, så synes jeg bestemt, at man skal læse mit essay, ”Galskabens nutidshistorie”, som handler om Breiviks manifest. I samme ombæring kan man også læse essayet ”Ind i løgnen”, som handler om Houellebecqs roman “Underkastelse” og den manglende bevidsthed om, hvad Europa har at miste.

Jeg hører ikke til dem, der lægger hovedet trygt på puden i tillid til, at situationen jo skal korrigeres for socioøkonomiske faktorer. Jeg er bekymret for indvandringen fra islamiske lande til Europa, men nej, jeg er ikke ”fremmedfjendsk”, og jeg har i øvrigt heller ikke ”ekstremistiske holdninger”. Mine politiske idoler er klassiske nationalliberale som John Locke og Emer de Vattel. Så ved I det.

Afsluttende

Jeg synes, at de forskere, som ifølge Groth har kvalitetstjekket hans kritik, skal vejlede Groth til en større metodisk konsistens. Det skulle gerne være metodekriterier og ikke politiske kriterier, der afgør, hvornår man ruller det kritiske apparat ud. Masser af optimistiske integrationshistorier har store eller små sammenlignelighedsproblemer. Dem bør Groths rådgivere minde ham om at se på. Det nytter jo ikke, at en nøgtern, uvildig og videnskabeligt interesseret mand lader de glade nyheder passere, mens han over for mere trælse statistikker sætter sig helt på tværs.

Hvis den metodiske kritik kun rulles ud, når man ikke bryder sig om resultatet, så reduceres den videnskabelige kritik til et politisk redskab, og man trækker på sin videnskabelige autoritet på ret uetisk vis.

Jeg synes i øvrigt også, at Groths rådgivere skal rådgive Groth om, at det ikke nødvendigvis er i videnskabens interesse, at man imødegår ubehagelige oplysninger med personangreb og Berufsverbot-lignende spekulationer i, hvem der bør lave rapporter til tænketanke.

 

Naser Khader afløser Halime Oguz i Unitos’ bestyrelse

I forbindelse med, at Halime Oguz opnåede valg til Folketinget for SF den 5. juni, er hun udtrådt af Unitos’ bestyrelse, da hun ønsker at dedikere sin tid til det parlamentariske arbejde og lære sit nye hverv at kende.

Bestyrelsesposten bliver overtaget af Naser Khader, der er mangeårig debattør på indvandringsområdet, forfatter til flere bøger om bl.a. islam og indvandring, adjunct fellow ved Hudson Institute i Washington D.C. samt medlem af Folketinget for Det Konservative Folkeparti.

Ny rapport: Kun 1 ud af 10 efterkommere fra islamiske lande bliver dansk gift

En ny rapport udarbejdet for tænketanken Unitos dokumenterer, at færre immigranter i anden generation bliver gift med en etnisk dansker set i forhold til immigranter i første generation.

Mens den offentlige integrationsdebat ofte har dækket udviklingen inden for systemintegrationen (fx uddannelse og erhverv), har den sociale integration været mere forsømt som tema. Ægteskaber mellem personer med dansk baggrund og personer med indvandrerbaggrund kan ses som en indikator på, hvordan det går med den sociale integration.

På baggrund af en gennemgang af Danmarks Statistiks tal for de ti lande i regionen Vest- og Centralasien samt Afrika, hvorfra der er kommet flest immigranter til Danmark, kan Unitos dokumentere, at kun 11,6 procent har valgt en dansk ægtefælle.

Mest overraskende er måske, at udviklingen går tilbage fra første til anden generation. Mens 12,3 procent af de indvandrere, som blev gift i perioden 1999-2018, indgik ægteskab med personer med dansk baggrund, er det kun 9,9 procent af efterkommerne, der har giftet sig med en dansker.

Rapporten viser desuden, at 60 procent af indvandrere og efterkommere bliver gift med immigranter, der stammer fra deres eget eller deres forældres oprindelsesland, mens knap hver femte – 18,1 procent – indgår ægteskab med personer, som på vielsestidspunktet aldrig har haft bopæl i Danmark.

Rapporten afslører også, at der er store forskelle i ægteskabsmønstre oprindelseslandene imellem, hvor eksempelvis 25,6 procent af de iranske immigranter har giftet sig med en dansker, mens det for somalieres vedkommende er 4,4.

Undersøgelsen er baseret på 43.744 immigranter, der er blevet viet i perioden 1999-2018.

aegteskabsmoenstre2aegteskabsmoenstre4aegteskabsmoenstre1

Kontaktoplysninger:
Ulla Nørtoft Thomsen
Lektor, cand.mag.
Email: ullanoertoftthomsen@gmail.com

Ny rapport: Dansk politik udfordrer ikke Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK)

En ny rapport af ph.d. Morten Jarlbæk Pedersen, udgivet af tænketanken Unitos, konkluderer:

•       Den danske migrationspolitik har ikke i nævneværdig grad udfordret EMRK. Snarere synes man i lovgivningsarbejdet at arbejde ud fra et forsigtighedsprincip, når det kommer til EMRK – trods de eksplicitte politiske forsikringer om det modsatte.

•       Migrationspolitisk relevante sager om danske forhold ved EMD handler i langt de fleste tilfælde om EMRK’s artikel 3, forbuddet mod tortur og nedværdigende straf m.m., og EMRK’s artikel 8, retten til familiens enhed.

•       Forfatterne til danske love anvender ikke så ofte EMRK, men når det sker, så er det hyppigt i form at et argument om, at EMRK kan modarbejde, underminere eller opstille barriere for konsekvent anvendelse af de migrationspolitiske stramninger, som Folketinget vedtager.

Rapporten kan downloades som PDF.

For yderligere information kan Morten Jarlbæk kontaktes på: jarlbaek.pedersen@gmail.com

Bryd barriererne – konference om integration af kvinder med etnisk minoritetsbaggrund på arbejdsmarkedet

Unitos har støttet rapport og konference udarbejdet af Cevea:

“Alt for mange kvinder med etnisk minoritetsbaggrund har svært ved at finde vej ind på det danske arbejdsmarked og i uddannelsessystemet. Det er ikke svært at blive enige om, at det er et problem, vi skal være meget bedre til at løse. Men hvor er de største barrierer og hvordan overkommer vi dem?

Det sætter Tænketanken Cevea på dagsordenen med en ny rapport og et målrettet løsningskatalog, som vi lancerer og diskuterer med centrale aktører på området til en halvdagskonference.

Konferencen finder sted d. 21. maj 2019 kl. 13-16 i Hovedbestyrelsessalen hos 3F, Kampmannsgade 4, 1790 København V.


FORELØBIGT PROGRAM

12.30-13.00: Tjek ind og tank op. Vi har kaffe parat og står klar til at byde velkommen i 3F’s lokaler.

13.00: Velkommen. Dagens moderator, udviklingskonsulent i Cevea Rie Ljungmann, og Søren Heisel, forbundssekretær i 3F, byder velkommen og åbner konferencen.

Spor I: Bryd barriererne – udfordringer på vejen til en bedre integration
I første halvdel af dagens program dykker vi ned i viden om målgruppen – kvinder med førstegenerations etnisk minoritetsbaggrund i Danmark – og i de udfordringer, der kan være på vejen ind på det danske arbejdsmarkedet. Vi får de nyeste tal og hører fra eksperter på området.

Spor II: Nye veje – løsninger til en bedre integration
I anden halvdel tager fat på at diskutere og konkretisere løsninger. Ceveas direktør Per Michael Jespersen præsenterer det løsningskatalog, der er udgivet i forbindelse med konferencen, og sammen hører vi fra politiske nøgleaktører og om erfaringer med konkrete cases.

På scenen er bl.a.

  • Søren Heisel, forbundssekretær i 3F
  • Majbrit Berlau, næstformand i Fagbevægelsens Hovedorganisation
  • Pernille Knudsen, videadministrerende direktør i DA
  • Henrik Thomassen, kontorchef i Center for Vækst og Beskæftigelse, KL

15.45: Tid til tale og tak for i dag. Vi slutter af med en forfriskning og tid til at tale videre om det, vi har hørt, inden vi takker af.


Hvis du er interesseret i at høre mere, kan du kontakte projektleder i Cevea Rie Ljungmann på rlj@cevea.dk og tlf. 2513 5293.”

Tilmelding til konferencen

Læs rapporten

Rapport om familiesammenføringer

Signe Hermann har på baggrund af en særkørsel fra Danmarks Statstik udarbejdet en rapport om familiesammenføringer for Unitos.

Rapporten konkluderer følgende:

Der opholder sig 15.243 udenlandske statsborgere, der mellem 2010 og 2017 har fået tildelt opholdstilladelse som familiesammenført til en dansk eller nordisk statsborger eller en udlændinge med permanent opholdstilladelse (herefter referenceperson), i Danmark.

Langt de fleste – knap 70 % – af familiesammenføringerne sker til en referenceperson, der er dansk statsborger af dansk herkomst.

Knap halvdelen af de udenlandske ægtefæller kommer fra lande i Asien, mens der kommer omkring 12 % fra hver af verdensdelene Afrika, de tidligere østbloklande og Mellemøsten, mens Sydamerika og vestlige lande ligger i bunden med omkring 8 % hver.

Knap 80 % af de udenlandske ægtefæller har ikke været på overførselsindkomster i perioden 2010 – 2017, og af dem, der har, er det kun 1,5 %, der har været på ydelser efter aktivloven. Til sammenligning er beskæftigelsen for alle indvandrere mellem 20 og 70 år kun knap 47 %.

Godt 70 % af referencepersonerne har ikke været på overførselsindkomster i perioden 2010 – 2017. Af dem, der har været på overførselsindkomster, er det igen 1,5 %, der har været på ydelser efter aktivloven. Til sammenligning er beskæftigelsesfrekvensen i oktober 2018 for hele befolkningen 66,1 %.

Referencepersonernes uddannelsesniveau er sammenligneligt med befolkningsgennemsnittet, dog med lidt færre erhvervsuddannelser og lidt flere videregående uddannelser.

De udenlandske ægtefællers uddannelsesniveau er sammenligneligt med uddannelsesniveauet i Danmarks Statistiks undersøgelse “Udlændinges medbragte uddannelser”, men igen med lidt færre erhvervsuddannelser og lidt flere videregående uddannelser.

Rapporten kan downloades her.

For yderligere oplysninger kontakt statistiker Signe Hermann på:
backme76@gmail.com

Udvikling af et nyt asylsystem

Unitos har støttet organisationen Migration Management Advice (MMA), der bl.a. arbejder med at udvikle et nyt, tidssvarende asylsystem.

MMA, der ledes af Morten Lisborg, Anders Lisborg og Jan Olsen, har udgivet en række artikler om emnet, heriblandt artiklen ”Flygtningekrisen – et udenrigs- og sikkerhedspolitisk perspektiv” i skriftet Udenrigs.

Her er nogle uddrag:

”Migrations- og flygtningeudfordringer er ikke længere primært et humanitært spørgsmål, men i stigende grad et helt centralt udenrigs- og sikkerhedspolitisk spørgsmål, som kan destabilisere, fragmentere og dermed undergrave samarbejde og udvikling i Europa.

[…]

At ignorere eller ikke anerkende de åbenlyse direkte og indirekte sikkerhedsmæssige konsekvenser af massiv ukontrolleret indvandring kan paradoksalt føre til forringelse af de selvsamme rettigheder for både lokale befolkninger i de modtagende lande og for indvandrere og flygtninge.

[…]

En af de helt store udfordringer ved det nuværende asylsystem er, at det indirekte tilskynder flygtninge, der allerede har opnået beskyttelse i et nærområde eller har mulighed herfor, til alligevel at rejse videre til Europa og søge om beskyttelse, primært af socioøkonomiske årsager.”

Læs også artiklerne i Ræson og Politiken.

Opdatering 20. maj 2019: Ny kronik i Politiken.