Kriminalitetsmønstre 2000-2017

Ny rapport kortlægger, hvor stor en andel af de største ikke-vestlige immigrantnationer, der hvert år dømmes for kriminalitet. Der ses specifikt på gruppen af 15-29-årige mænd, og andelen af dømte vises for perioden fra 2000 til 2017. Mindre færdselslovsovertrædelser er ikke talt med.

Udvalgte resultater:

  • Immigranterne fra de ni lande fra Regionen Vest- og Centralasien samt Nordafrika indtager sammen med immigranterne fra Jugoslavien den ikke-vestlige indvandrerkriminalitets top ti.
  • Opgørelsen af de enkelte immigrantnationer viser, at libaneserne ligger højest med en gennemsnitlig andel af dømte på 28,7 procent pr. år i den undersøgte periode, mens den mindst kriminelle immigrantnation er kineserne, hvoraf gennemsnitlig 2,3 procent dømmes hvert år.
  • Fordeler man de ikke-vestlige immigranter på regioner, viser det sig, at de fire immigrantnationer fra Øst- og Sydøstasien er de mindst kriminelle med en gennemsnitlig andel af dømte på 5,0 procent pr. år i årrækken 2000-2017.
  • De ni immigrantnationer fra regionen Vest- og Centralasien samt Nordafrika er til gengæld de mest kriminelle samlet set, idet gennemsnitlig 19 procent af de 15-29-årige mandlige immigranter fra denne region dømmes hvert år i den undersøgte periode.

Rapportens beregninger og grafer er udarbejdet af Ulla Nørtoft Thomsen og baseret på tal fra Danmarks Statistik (FOLK2, STRAFNA9 og STRAFNA3).

Læs hele rapporten her

Akkari: Loyalitetskonflikten i Vesten – hvorfor muslimer er svære at integrere

Ahmed Akkari har skrevet en rapport til Unitos om islamismen – og ikke mindst om, hvordan muslimer kan slippe ud af dens magtmonopol.

Akkari var selv en del af det islamiske miljø, inden han forlod det og modigt og konsekvent udgav en af de bedste danske bøger om islamismen. Denne personligt funderede, enorme viden bruger han i rapporten. Den forklarer mekanismerne i islamismen og giver konkrete forslag til at modvirke dens magt over sindene.

Rapportens emne er aktualiseret af drabene i Paris og infiltrationen af sikkerhedstjenesten af den islamistiske gerningsmand. Dertil kommer den taktiske alliance mellem islamiske miljøer og politiske partier under valgkampen og senest medborgerundersøgelsen, der viser, at omtrent halvdelen af efterkommere ønsker religionskritik forbudt.

Uddrag fra rapporten:

“Rapporten fremhæver forskellige årsager til, at integrationen er løbet ind i store problemer, og jeg udpeger her primært to: 1) at islamismen og de traditionalistiske islamfortolkninger sidder inde med et ”magtmonopol”, som forhindrer muslimer i at forholde sig frit og individuelt til deres religion, og 2) at vestlige demokratier fortsat mangler en fælles politisk forståelse for de dynamikker og kræfter, der kendetegner udfordringen med at integrere muslimer.

Jeg kalder islamismens greb om muslimernes frihed for ”det skjulte magtmonopol”, og ser det som en af de absolut væsentligste årsager til, at muslimer ikke virker frie til at kunne genfortolke deres livs- og menneskesyn.

Udfordringen findes ikke i antallet af muslimer, der tilslutter sig islamisk tænkning, men snarere, at islamismen og traditionalismen har et monopol på en tænkning, som indebærer ideen om et liv baseret på ordret religiøs lovgivning, der skal sættes over retsstatens sekulære lovgivning, som jo er baseret på fornufts- og pragmatismeprincipper. Her er min pointe, at islam aldrig er fuldt ud assimileret i noget samfund, og at muslimer aldrig er faldet helt til i ikke-muslimske kulturer. Med et stigende antal muslimer i Vesten ender det med en konflikt.”

Læs rapporten her

Rapport: Kulturs betydning for socialt arbejde med æresrelateret vold og konflikter

Foto: http://www.amtec.us.com

Tænketanken Unitos udgiver en rapport om kulturens betydning i forhold til arbejdet med social kontrol i bl.a. sager om kvinder med anden etnisk baggrund.

Rapporten er udarbejdet af en af landets førende eksperter på området, socialrådgiver Halima El Abassi.

Rapporten er aktualiseret gennem den seneste tids sager om bl.a. æresvold.

Ifølge forfatteren er det vigtigt at arbejde med æresrelateret vold på samme måde som “almindelig” vold og ikke være forblændet af, at personer har en anden afstamning. Uanset, om volden er initieret af ære, eller om det er alkoholmisbrug, går det ud på det samme. Forskellen er, at man som professionel skal vide noget om kultur, og at voldsudøver kan være flere, når det gælder minoriteter. Hvis man lader sig blænde af kulturen, bliver man let handlingslammet.

Læs rapporten

Boganbefalinger

Christopher Caldwell: Reflections on the Revolution in Europe, 2009

Caldwell ReflectionsChristopher Caldwells bog “Reflections on the Revolution in Europe” var en af de første bøger, der gave en omfattende beskrivelse af de omvæltninger, masseindvandringen til Europa har medført. Det er en vigtig bog i den righoldige litteratur om indvandring, islamisering, ytringsfrihed, parallelsamfund, demografiske ændringer og social kontrol.

Bogen handler om omkalfatringen af især de større byer som Amsterdam, Rotterdam, Strasbourg, Paris, Marseille og London, hvor vi ser de tydeligste tegn på fremkomsten af en modkultur, der undergraver det, vi hidtil har kendt som den klassiske europæiske civilisation med tillid, retsstat og oplysning.

Bogen fokuserer også på al den opsparede vrede hos både de indfødte europæere og den tilvandrede befolkning, og så har den et blik for kulturens betydning i de nye konflikter, herunder forholdet mellem man og kvinde, religion (sharia, jihad) og velfærdsstatens besynderlige rolle i den store revolution i Europa.

Køb bogen her

Ahmed Akkari: Min afsked med islamismen, 2014

Min afsked bogAhmed Akkari har skrevet den vel nok bedste danske bog om det islamistiske miljø, han en overgang selv var en del af, inden han med bogen ”Min afsked med islamismen” foretog et yderst konsekvent, modigt og opsigtsvækkende opgør med miljøet i Danmark, et miljø, som havde og har internationale forbindelser.

Bogen afslører strategier og virkemidler, kun få danskere har indblik i. Bogen udlægger motiverne og ideerne bag imamers, shariadommeres, islamiske institutioners og ekstremisters virke. Ikke mindst under Muhammedkrisen og dens eftervirkninger.

”Min afsked med islamismen” er dertil historien om Ahmed Akkaris livsforløb fra elev på en almindelig dansk skole til som anerkendt imam at blive talsmand for islamismen.

Bogen er en dansk nyklassiker, der er vigtig for at forstå det islamistiske miljø og for at kunne kritisere det. Akkari viser ikke mindst, hvor stor skade dette miljø forvolder på ikke blot danske værdier som ytringsfrihed, men også for integration og assimilation i form af bl.a. social kontrol.

Køb bogen her

 

 

 

Replik til TjekDet vedr. deres artikel om Unitos´ ægteskabsrapport

Af Ulla Nørtoft Thomsen

Hermed en replik til den artikel, som Tjekdet d. 15. august 2019 har udarbejdet om rapporten ”Ægteskabsmønstre – En kortlægning af ægteskabsmønstre i de ti største immigrantnationer fra regionen Vest- og Centralasien samt Afrika”. Replikken er ligeledes sendt som en klage til TjekDets redaktion.

Den ene del af replikken drejer sig om presseetiske forhold i forbindelse med TjekDets udarbejdelse af artikel. Den anden del replicerer på Tjekdets vurdering af rapporten som ”vildledende”.

Manglende tid til at komme til orde

I forhold til alvoren og det potentielt skadevoldende i at påføre andres værker stemplet ”vildledende”, mener jeg ikke, at TjekDets tre journalister (Andreas Oved Askjær Rasmussen, Malthe Sommerand og Rasmus Kerrn-Jespersen) i tilstrækkelig grad har efterlevet presseetiske regler om at efterprøve de oplysninger, de har publiceret.

TjekDets journalister må have arbejdet med artiklen i adskillige uger, idet de har bestilt og afventet data fra Danmarks Statistik og dernæst har haft materialet til kommentering hos to forskere. Derimod har jeg som forfatter af rapporten kun haft en enkelt dag til at formulere et svar på kritikken inden offentliggørelsen.

I sin mail fra tirsdag d. 13. august kl. 15.30 gav TjekDets journalist Andreas Rasmussen ikke besked om den korte frist. Han svarede hverken på min første mail fra 13. august 19.44 eller min anden mail fra 15. august 08.36, før jeg blev gjort opmærksom på, at artiklen med stemplet ”vildledende” var blevet publiceret på TjekDets hjemmeside torsdag d. 15. august kl. 10.05.

TjekDets journalister oplyser fejlagtigt i deres artikel, at jeg ”ikke [har] ønsket at stille op til interview om rapportens svagheder”. Som nævnt besvarede jeg mailen fire timer efter at jeg modtog den og indledte med ordene: ”Jeg vil gerne svare på mail, hvis det er ok”. Jeg havde regnet med at udveksle et par mails med journalisterne. Emnet egner sig ikke til telefonsnak, fordi det er vigtigt at være præcis i formuleringerne.

Utilstrækkelig efterprøvelse af forståelse og forelæggelse af kritik

I mailen fra TjekDets journalister blev jeg ikke præsenteret for Brian Arly Jacobsens fire kritikpunkter, som danner basis for Tjekdets vurdering ”vildledende”, som jeg i øvrigt heller ikke blev konfronteret med. Jeg kunne således ikke forsvare mig. Mailen indeholdt følgende kritik:

”De to forskere, vi har talt med, Jens Peter Frølund Thomsen, AU, og Brian Arly Jacobsen, KU, siger om analysen til citat, at den slet ikke er i stand til at sige noget om udviklingen i interetniske ægteskaber, da analysen ikke undersøger spørgsmålet over tid. Danmarks Statistik har for os trukket tal ud for ægteskaberne og fordelt dem på mindre perioder. (Se vedlagte). Om de tal siger forskerne, at de viser, at det ikke går tilbage for integration på dette punkt. Tværtimod”.

Eftersom der er tale om to forskellige opgørelsesformer, som er komplementære og ikke kan modsige hinanden, svarede jeg relativt ubekymret, at rapporten ikke går ind i spørgsmålet om, hvordan ægteskabsmønstrene udvikler sig over tid, men at den ser tilbage på en tyve års periode og gør rede for, hvordan mønstret ser ud for hele perioden samlet set. Derudover oplyste jeg, at Unitos er ved at lægge sidste hånd på en rapport, der viser udviklingen fra år til år for de tyve største immigrantnationer, og at denne rapport viser den samme udvikling, som den vedlagte opgørelse fra Danmarks Statistiks viser.

Da der ikke kom svar, skrev jeg endnu en mail, hvor jeg prøvede at få afklaret, hvori problemet skulle bestå. Her skrev jeg bla:

”Den opgørelse, som du har tilsendt mig fra Danmarks Statistik, undersøger noget andet end Unitos´ undersøgelse og kan derfor ikke bruges til at korrigere Unitos´ undersøgelse. Den ser på udviklingen fra år til år inden for de enkelte immigrantgenerationer, hvilket aldrig har været ideen med den pågældende Unitos-rapport. Derudover ser den tilsendte undersøgelse slet ikke på udviklingen fra generation til generation. Hvordan kan den tilbagevise påstanden om, at udviklingen samlet set er gået tilbage for regionen fra første til anden generation? Jeg har svært ved at se, hvori Unitos-rapportens faktuelle fejl skulle bestå”. Jeg fik som sagt ingen reaktion på nogen af disse mails før artiklen var publiceret.

TjekDets vurdering er ikke baseret på fejl i faktuelle påstande

Hvad er det så, der ifølge TjekDet gør rapporten fortjent til betegnelsen ”vildledende”?

Billede fra TjekDet:
Screen Shot 2019-08-19 at 12.36.32 PM

Jeg vil gerne gøre følgende klart:

  • Tjekdet har ikke kritiserer rapportens påstand om, at andelen af danske ægteskaber begrænser sig til 11,6 procent, når man ser tilbage på det samlede antal af ægteskaber, som migranterne fra de pågældende 10 lande har indgået i perioden 1999-2018.
  • Tjekdet har heller ingen kritik af den faktuelle oplysning, at andelen af danske ægteskaber for indvandrernes vedkommende ligger på 12,3 procent, når man ser på den samlede periode, mens den for efterkommernes vedkommende ligger på 9,9 procent.
  • Tjekdet har heller ikke kritiseret det postulat, at regionens efterkommerne samlet set har været mindre tilbøjelige til at gifte sig med danskerne end indvandrerne har i den pågældende periode. Det fremgår sågar af TjekDets egen graf, selvom TjekDet ikke omtaler det.

Det, der ifølge TjekDet gør rapporten vildledende, er dens formulering om, at ”udviklingen går tilbage fra første til anden generation”. TjekDets begrundelse lyder, at rapporten ”slet ikke [kigger] på, om der er flere eller færre indvandrere eller efterkommere, der gifter sig med etniske danskere nu i forhold til for 20 år siden. Rapporten er derfor slet ikke i stand til at konkludere noget om udviklingen i, hvem indvandrere og efterkommere gifter sig med”.

TjekDets vurdering er altså baseret på en afvisning af, at man skulle kunne tale om udvikling fra generation til generation. TjekDets kritik er baseret på, at TjekDet ikke formår at skelne mellem to forskelligartede opgørelsesformer. TjekDet forsøger at afvise een måde at opgøre udvikling på (fra generation til generation) med en anden måde at opgøre udvikling på (fra år til år). Det kan man ikke. Jeg er i helt enig med de to citerede forskere, Jens Peter Frølund Thomsen og Annemette Lindhardt Olsen, i at hvis man vil vise udvikling fra år til år, må man selvsagt lave en anden form for opgørelse.

Brian Arly Jacobsens fire forklaringer på vurderingen ”vildledende”

Brian Arly Jacobsen, lektor ved Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier på Københavns Universitet, peger på fire metodiske fejl i rapporten:

  • Brian Arly Jacobsens første kritikpunkt er, at rapportens opgørelse over andelen af danske ægteskaber blandt hhv. indvandrere og efterkommere i den tyveårige periode ”intet [siger] om, hvorvidt flere eller færre i 2018 indgår ægteskab med etniske danskere i forhold til i 1999. Alligevel taler rapporten om en udvikling i den forkerte retning”.
    • Svar: Rapporten forsøger ingen steder at give sig ud for at være et studie af udviklingen fra år til år. Det fremgår meget klart i rapporten, at den viser en samlet status over ægteskabsmønstret for perioden 1999-2018. Det er det, der er rapportens eksplicitte formål. Det fremgår lige så klart, at den udvikling, rapporten udtaler sig om, er udviklingen fra generation til generation.Brian Arly Jacobsens kritik er baseret på en antagelse, som er forkert, nemlig at man ikke kan udtale sig meningsfuldt om udvikling fra generation til generation, men kun om udvikling fra år til år.Både lægfolk, politikere og forskere har i årtier diskuteret spørgsmålet om udviklingen fra den ene immigrantgeneration til den næste. Se evt. nedenstående links, hvor hhv. direktør i Danmarks Statistik Niels Ploug og rigsstatistiker Jørgen Elmeskov ser på udvikling i skoleresultater fra første til anden og tredje generation. De undersøgelser, de taler om, ser på enkelte oprindelseslandes udvikling (ikke en hel regions), men princippet i, at man sagtens kan tale meningsfuldt om udvikling fra immigrantgeneration til immigrantgeneration uden at det drejer sig om en udvikling fra år til år, fremgår klart. Ligesom i Unitos´ rapport er der i øvrigt også tale om sammenligning af de forskellige generationers gennemsnit over en årrække (link).Der er ikke nogen modsigelse i, at udviklingen fra generation til generation går den ene vej, men udviklingen fra år til år evt. går den anden vej. Man kan ikke, som TjekDet gør, affeje den ene type af opgørelse med den anden. Opgørelser over udviklingen fra generation til generation giver en viden, som er afgørende vigtigt for integrationsdiskussionen.

      Kilde 1

      Kilde 2

  • Brian Arly Jacobsens andet kritikpunkt går på, at man kan ”få indtryk af, at efterkommerne i rapporten er børn af indvandrerne i rapporten, så rapporten besvarer spørgsmålet, om efterkommerne klarer sig bedre eller værre end deres forældre”.
    • Svar: Rapporten giver på ingen måde udtryk for, at der skulle være tale om et studium, der sammenligner børn og forældre. Det er en helt spekulativ formodning fra Brian Arly Jacobsens side, at nogen ville kunne tro noget sådant.
  • Kritikpunkt 3: Ifølge Brian Arly Jacobsens tredje kritikpunkt går på, at rapporten ikke giver et retvisende billede af ægteskabsmønstret, idet ”en større del af efterkommerne overhovedet ikke har nået en alder, hvor de kan gifte sig”. Derudover lyder det: ”De bedst integrerede efterkommere gifter sig meget vel senere i livet – eller også gifter de sig slet ikke med deres partner, som mange danskere også undlader at gøre. Rapporten burde derfor have sammenlignet indvandrere og efterkommere på samme alder”.
    • Svar: Rapporten ser kun på de immigranter, der har giftet sig, og kan selvsagt ikke tage højde for dem, der endnu ikke har giftet sig. Det er rigtigt, at alderen spiller ind for valg af ægtefælle. Det samme gør køn, oprindelsesland, og formentlig også uddannelse, beskæftigelse, opholdsgrundlag, religion etc. Rapporten bliver ikke vildledende, fordi den ikke inddrager alle disse forhold, men i stedet begrænser sig til at nuancere i forhold til oprindelsesland og køn. Den graf som TjekDet bringer, inddrager i øvrigt heller ikke alder for indgåelse af ægteskab. TjekDets data lever altså ikke selv op til de metodekrav, som danner basis for at vurdere Unitos´ rapport som vildledende.
  • Kritikpunkt 4: Endelig kritiserer Brian Arly Jacobsen det som en ”mangel”, at rapporten ikke udvider Danmarks Statistiks efterkommergruppe til også at indeholde børn, der har en dansk og en udenlandsk forælder.
    • Svar: Rapporten har taget udgangspunkt i Danmarks Statistiks definitioner af indvandrere, efterkommere og danskere. Den anvender dermed de definitioner, som vi har brugt i årtier, og som snart sagt al vores statistiske viden om immigranter er baseret på.

TjekDet dokumenterer ikke en eneste forkert påstand i rapporten, men sammenblander to forskellige opgørelsesformer. Rapportens sandfærdige udtalelse om udviklingen fra generation til generation bliver dermed i TjekDets artikel omskrevet til en fejlagtig udtalelse om udviklingen fra år til år.

Med sin vurdering ”vildledende” risikerer TjekDet at bidrage til at sætte nogle muligvis ikke så behagelige, men både væsentlige og sandfærdige oplysninger ud af spillet. Det er særligt ildevarslende i lyset af den ansvarsfulde position, som TjekDet har påtaget sig som Facebooks samarbejdspartner vedr. afsløring, markering og reduktion af rækkevidden for informationer, som TjekDet vurderer som upålidelig (link).

Jeg behøver næppe minde TjekDet om, at man i forhold til et tema som immigration bevæger sig ind i en videnskabelig kampzone, hvor der er strid om definitionerne og beskrivelsen af virkeligheden. En strid, som også har politiske motiver (link).

Mvh
Ulla Nørtoft Thomsen

Kan man bade i den samme flod to gange? Svar på Steffen Groths kritik af Unitos’ ægteskabsrapport

Af Ulla Nørtoft Thomsen

Steffen Groth formår i internetmagasinet POV International at kalde Unitos’ ægteskabsrapport ”vildledende” og præget af ”massiv bias” og ”selektiv blindhed”, men han formår ikke at stille spørgsmålstegn ved et eneste af rapportens tal. Groth har ingen indvendinger imod rapportens konstatering af, at når man ser tilbage på de sidste tyve år, er det samlet set kun 12,3 procent af indvandrerne og 9,9 procent af efterkommerne fra den undersøgte region, der indgår ægteskab med en dansker. Groths indvending er rettet mod rapportens konstatering af, at udviklingen samlet set er gået tilbage fra indvandrerne til efterkommerne. Man kan ikke tale om udvikling i denne forbindelse, er argumentet, der må understøttes af rigelig med ad hominem-argumenter.

Ægteskabsrapporten undersøger ægteskabsmønstre for de ti største immigrantgrupper fra den islamisk dominerede region Vest- og Centralasien samt Afrika, idet undersøgelsen dels viser et samlet billede af regionen, dels ser på hvert oprindelsesland for sig. Rapporten giver en status over, hvordan ægteskabsmønstret for regionens immigranter har set ud mellem 1999 og 2018.

Immigranterne fra regionen har indgået i alt 43.744 ægteskaber i denne 20-årige periode. Samlet set har 11,6 procent af regionens immigranter giftet sig med danskere. For indvandrernes vedkommende indgik 12,3 procent ægteskab med personer af dansk oprindelse. For efterkommernes vedkommende 9,9 procent.

Ifølge Groths kritik er det ”misvisende” og ”vildledende”, når det i rapportens resume lyder, at ”udviklingen går tilbage fra første til anden generation”.

Jeg vil først kommentere på den saglige del af kritikken. Herefter på den usaglige.

Ægteskab som social integration

Indledningsvis må jeg korrigere Groths påstand om, at rapporten gør ”tværetniske ægteskaber til den eneste vej til social integration ”. Rapportens formulering er den langt mere forsigtige, at ægteskabsmønstret ”kan vise, hvor stor en andel, der i forhold til den danske værtsnation realiserer hvad man traditionelt har opfattet som den højeste grad af social integration”.

Ægteskabsmønstre er en vigtig brik i det sociale puslespil, og kortlægningen af indgåede ægteskaber har den fordel, at der er tale om handlingsmønstre frem for holdningsmønstre. Men for at få et rigere billede af forskellige niveauer og typer af social integration, må man selvsagt supplere op med undersøgelser af venskabs- og samarbejdsrelationer, bosættelsesmønstre, erhvervsrelationer, foreningsliv mv.

Hvornår kan man tale om udvikling?

Groth nævner to grundlæggende problemer ved rapportens sammenligning af indvandrere og efterkommere. Det er argumenter, der går igen fra kritikken af Undervisningsministeriets Tredjegenerationsrapport.

For det første kan man ifølge Groth ikke tale om udvikling fra indvandrere til  efterkommere, fordi de er samtidige: ”Det er således ikke anden generation, der sammenlignes med den generation, der gik forud, men derimod samtidige grupper, der sammenlignes. Sammenligningen kan dermed per definition ikke umiddelbart sige noget om udviklingen over tid fra første til anden generation”, lyder det.

Men herkomstkategorierne er ikke slægtstavler. De er sociologiske kategorier, der sorterer immigranter efter anciennitet som borgere i landet. Tidsfaktoren er dermed indbygget i kategorierne. Tanken om integration er ofte forankret i en forhåbning om gradvis udvikling fra første generation og frem. Det er helt gængs at sammenligne indvandrere og efterkommere, der lever side om side i samme tidsrum og også at tale om udvikling i den forbindelse.

Groths kritik sammenblander forskelligartede generationsbegreber og er så uhensigtsmæssig, at han ikke engang selv lægger den til grund. I sin kritik af Tredjegenerationsrapporten accepterede Groth øjeblikkelig ideen om udvikling mellem samtidige herkomstgrupper, da tallene blev fordelt på tre oprindelseslande og nu viste et lille ”fremskridt” fra anden til tredje generation. På samme måde peger Groth også her ned i ægteskabsrapporten og fremhæver positive udviklinger mellem indvandrere og efterkommere fra samme oprindelsesland, selvom de er samtidige.

Groth mener altså ikke sit første argument, nemlig at man ikke kan tale om udvikling mellem samtidige grupper af indvandere og efterkommere.

En fjerde herkomstkategori?

For det andet er det ifølge Groth et problem, at nogle af indvandrernes børn ”sorteres fra” og ”usynliggøres” i efterkommergruppen, idet børn, der har en dansk forælder og en indvandrerforælder, kategoriseres som danskere.

Danmarks Statistiks herkomstkategorier har i årtier dannet grundstammen i alt, hvad vi ved om immigranters uddannelse, kriminalitet, beskæftigelse, forsørgelse etc. Der er mange gode grunde til at kategorisere børn af danskere som danskere, uanset om de også har en forælder, der er indvandrer. Det flugter med vores juridiske bestemmelser vedr. statsborgerret og med de flestes intuitive opfattelse af, hvad der er rigtigt.

Jeg synes, at man skal forsøge sig med en særkørsel med en fjerde herkomstkategori, hvis man ønsker at afdække denne gruppe. Jeg anerkender, at det kan være spændende. Man vil dog ikke få den mere positive fremstilling af efterkommerne resultater, som ofte er det eksplicitte motiv. En fjerde herkomstkategori vil ikke ændre efterkommernes statistik, men må opgøres ved siden af den.

Lad mig i øvrigt nævne, at der for de fjernøstlige immigranters vedkommende er langt flere efterkommere, der ”usynligøres”, fordi langt flere af indvandrerne danner par med danskere og dermed får børn, der er af dansk oprindelse. Alligevel gifter de fjernøstlige efterkommere sig i langt højere grad med danskere end efterkommerne fra den islamiske region gør.

Sammenlignelighed

En tredje kritik hos Groth går på, at Groth ikke mener, at den konkrete indvandrergruppe og den konkrete efterkommergruppe, som rapporten arbejder med, kan sammenlignes. Ifølge Groth ”skævvrides det samlede billede”, fordi ”tyrkerne fylder relativt meget”, og fordi ”den etniske sammensætning desuden er forskellig i indvandrer- og efterkommergruppen”. Denne kritik giver bedre mening.

Jeg deler fuldt ud den opfattelse, at der er vanskeligheder ved at sammenligne en bredt sammensat indvandrergruppe med en smalt sammensat efterkommergruppe. Man løber let ind i det problem, at de forskelle, man mener at kunne iagttager mellem indvandrere og efterkommere, fx mht. kriminalitetsniveau og skoleresultater, måske snarere er forskelle mellem immigranter fra forskellige oprindelseslande.

Det er netop for at undgå den slags problemer, at rapporten ikke nøjes med at se på den meget brede kategori af ikke-vestlige indvandrere, men zoomer ind, dels på en region, dels på hver af de ti forskellige oprindelseslande i regionen. Problemerne med sammenlignelighed er ikke dermed forsvundet, men de er dog reduceret betydeligt.

Problemet med sammenlignelighed er imidlertid ikke kun et problem, der vedrører forholdet mellem indvandrer- og efterkommergrupper, der spænder over flere oprindelseslande, som er forskelligt repræsenteret i de to grupper.

Følger man gruppen af ikke-vestlige indvandrere over tid, ændrer denne også sammensætning undervejs. Fx er der vanskeligheder ved at sige, at indvandrerkriminaliteten falder, hvis faldet skyldes, at indvandrergruppen er blevet forøget med en stor mængde af fjernøstlige indvandrere, der trækker kriminalitetsstatistikken ned.

Selv hvis man følger immigranter fra et enkelt oprindelsesland over tid, kan denne gruppe også forandre sig, fordi vekslende etniske eller religiøse grupper fra dette land immigrerer til Danmark og bidrager til at tegne gruppen. Det gælder Jugoslavien, men det gælder også Iran og Irak.

Usammenlignelighedsproblemet støder man altså ikke kun på, når man som her vil sammenligne indvandrere og efterkommere fra ti oprindelseslande, men i næsten enhver undersøgelsesenhed, som man måtte vælge. Om man så zoomede ind på immigranter fra en og samme landsby, ville den rumme en indre kompleksitet, som ville vanskeliggøre sammenligning over tid.

Hvis man ikke skal ende i sofistiske diskussioner om, hvorvidt man kan bade i den samme flod to gange, så skal kritikken pege på et substantielt problem, som overses, og som kan foranledige misforståelser.

Jeg anerkender, at der er og altid vil være sammenligningsproblemer i større statistisk materiale, men jeg anerkender ikke, at de ikke skulle være håndteret nuanceret og rimeligt i rapporten.

Hvad ægteskabsrapporten gør for at håndtere problemet, er for det første at zoome ind på en region, der selvfølgelig rummer indre kompleksitet, men dog udgør en rimelig enhed med forankring i den islamiske kulturkreds som et væsentligt fællestræk.

For det andet gør ægteskabsrapporten det, at den giver fuld gennemsigtighed til udviklingen for hvert enkelt oprindelsesland. På den måde reduceres den skjulte indre kompleksitet til et minimum.

Den samlede region

Ifølge Groth behandles ”alle 10 migrantgrupper som en forskelsløs monolit” i den samlede opgørelse. Det er i sagens natur rigtigt. Men det er ikke kun en dårlig ting. I de samlede opgørelser vægter hvert oprindelsesland med det antal af immigranter, der er fra det pågældende land. Det, der slår igennem i de samlede opgørelser, er altså den rå volumen. Her ses den samlede realitet, og her slår de største grupper selvfølgelig rent igennem. Som de gør i samfundslivet.

Det er fint at kende hvert enkelt oprindelseslands mønster, men det er afgørende at have et klart billede af den samlede realitet, som vi står med. Tyrkerne og pakistanernes lave antal af danske ægteskaber skævvrider ikke bare det samlede billede, de skævvrider den samlede virkelighed.

Når den faktiske indvandrergruppe samlet set holdes op over for den faktiske efterkommergruppe samlet set, så ligger begge grupper lavt, og efterkommerne ligger sågar lidt lavere end indvandrerne. Dette er Groth som sådan ikke uenig i, hvad jeg ikke er sikker på, at hans læsere forstår, når de løber afsted som glade små grise med beskeden om, at det hele var fake news, skrevet af en islamofob. Groths kritik går på, at jeg ikke må kalde det en udvikling.

Rapporten opgør regionens samlede resultat og konstaterer, at når man sammenligner den samlede indvandrergruppe og den samlede efterkommergruppe, er det minsandten gået nedad. For det er sådan, det forholder sig. Men derudover udspecificerer rapporten også klart og tydeligt udviklingen blandt immigranterne fra de enkelte oprindelseslande hver for sig.

De enkelte oprindelseslande

Groth finder det ikke mærkværdigt at bevise sin påstand om, hvad der mangler i rapporten, med oplysninger, som han finder i rapporten. Hvis jeg må citere mig selv:

”Det er særligt den store tyrkiske gruppe, der præger statistikken for efterkommerne, men også den marokkanske efterkommergruppe gifter sig sjældnere med danskere end marokkanske indvandrere gør. For pakistanerne og libaneserne går udviklingen mod en smule mere dansk integration for efterkommernes vedkommende, men udviklingen sker ud fra et meget lavt udgangspunkt for indvandrerens vedkommende. Syrerne, afghanerne, somalierne og eritreiske efterkommere udgør meget små grupper, hvis ægteskabsmønster det er for tidligt at sige noget om. […]

Flest danske ægteskaber indgår irakerne og især iranerne. Over halvdelen af de iranske efterkommere – mænd som kvinder – gifter sig ind i den danske nation, hvilket tegner et markant brud i forhold til mønstret i regionen. Hvis ægteskaber tages som en indikator for social integration, kan der særligt blandt iranerne identificeres en integrationsbane, der styrer mod social integration i værtsnationen”.

Groth sparker en åben dør ind, når han afslører, at der er forskel på ægteskabsmønstrene i de forskellige oprindelseslandes efterkommergrupper, og at nogle grupper afviger fra resultatet af den samlede opgørelse. Det står klart og tydeligt i rapporten. At tale om ”selektiv blindhed” over for data er ret urimeligt.

At den samlede opgørelse for regionens indvandrere og efterkommere i det hele taget er ”konklusionen”, mens den udspecificerede opgørelse for oprindelseslandenes indvandrere og efterkommere er ”data”, som den snedige læser kan opspore, er Groths egen konstruktion.

Udviklingen fra år til år

Groth peger på, at der i de to største og ældste efterkommergrupper sker en udvikling hen over årene, som rapporten ikke nævner. Det er rigtigt. Rapporten ser tilbage på samtlige ægteskaber over 20 år og beskæftiger sig ikke med udviklingen fra år til år. Særligt for de ældste immigrantgruppers vedkommende er der ganske rigtigt en stigning i andelen af danske ægteskaber.

Stigningen sker imidlertid over de seneste fem år og falder bekymrende meget sammen med en brat stigning i antallet af voksne tredjegenerationsindvandrere/børn af efterkommere, som begynder at indgå i statistikken som danskere netop i den periode. Det gør det problematisk at vide med sikkerhed, om der reelt er en stigning i antallet af danske ægteskaber eller om de endogame ægteskaber er fortsat, nu blot uden at fremgå af statistikken.

Det kan man læse mere om i en kommende rapport, som ser på udviklingen år for år for hvert enkelt oprindelsesland.

Begrebslige eksperimenter

Endelig bryder Groth sig ikke om min begrebsudvikling. Det er i orden, da den står ret ufærdig, og hvis den var færdig ville han formentlig have brudt sig endnu mindre om den. Jeg har bestræbt mig på at lægge det eksperimenterende i begrebsudviklingen klart frem. Målet med den er at forsøge at række ind i en virkelighed, som vi har brug for at forstå.

Ægteskabsmønstrene peger på, at det ikke er tilstrækkeligt at tale om integrationen i ental. Der er flere konkurrerende integrationsprocesser i gang. Regionens mest almindelige ægteskabsmønster, som jeg har kaldt et endogamt mønster, vidner om integrationsprocesser, der knytter og vedligeholder forbindelser mellem immigranter fra samme oprindelseslandet. Ca. tre ud af fem ægteskaber er samlet set blevet indgået mellem immigranter fra samme oprindelsesland.

Om et andet, endnu ikke så almindeligt mønster, har jeg foreslået at trække på begrebet melting pot. Der er ikke, som Groth forestiller sig, noget ”sarkastisk” i min anvendelse af det begreb. For de tidlige europæisk-amerikanske koloniers vedkommende spillede religionen en uvurderlig integrerende rolle. Endnu drejer det sig kun om ca. hver tiende ægteskab.

Et tredje ægteskabsmønster består i, at ægtefællen hentes direkte fra udlandet/hjemlandet, hvilket indikerer en ganske stærk integration mellem hjemland/udland og immigranter. Samlet set har hver femte af regionens immigranter giftet sig med en person, der har boet i udlandet frem til vielsestidspunktet.

Hvis jeg må revidere min begrebsbrug allerede ved denne lejlighed, så er det ikke sidstnævnte ægteskabsmønster, men snarere regionens samlede ægteskabsmønster, der forekommer at have koloniale træk. Groth bør dog ikke forveksle settlerkolonier, der som udgangspunkt er fredsommelige og selvsupplerende, med aggressive okkupationskolonier, der med vold og magt går i gang med at ”overtage, erobre eller kolonisere Danmark”, som Groth forestiller sig, at jeg forestiller mig. Det er ikke det, der menes.

Ad hominem-argumenterne

Groth understøtter sin saglige kritik med et vældigt digterværk om, hvad han mener, at jeg mener. Ad-hominem-argumenter slynger sig ind i saglige argumenter. Jeg vil ikke gå nærmere ind det, men et par ting vil jeg gerne kommentere.

Teksten om Paludan er et Facebookopslag af de mere grovkornede. Det kan ikke forstås uden den kontekst, som jeg delte med mine facebookvenner ved samme lejlighed, nemlig en episode, der fik mig til at forstå Paludans tiltrækningskraft på danske børn og unge, hvis forældre, lærere og politikere ikke har mod og selvbevidsthed nok til at sætte lov og ret og sandhed igennem, men klør voldsmanden anerkendende på mavsen og snakker ham efter munden for at have fred og ro ugen ud.

Det er ikke en ”anti-muslimsk markering”, som Groth postulerer, men et forsøg på at fange en fej og uærlig tendens, der går igen fra SSP-medarbejdere til amerikanske præsidenter. Opslaget betyder ikke, at jeg er Paludan-fan i politisk eller personlig forstand eller at jeg er enig i alle de fornærmelser, som han næppe selv mener alvorligt.

Jeg er heller ikke Breivik-fan. Hvis man er interesseret, så synes jeg bestemt, at man skal læse mit essay, ”Galskabens nutidshistorie”, som handler om Breiviks manifest. I samme ombæring kan man også læse essayet ”Ind i løgnen”, som handler om Houellebecqs roman “Underkastelse” og den manglende bevidsthed om, hvad Europa har at miste.

Jeg hører ikke til dem, der lægger hovedet trygt på puden i tillid til, at situationen jo skal korrigeres for socioøkonomiske faktorer. Jeg er bekymret for indvandringen fra islamiske lande til Europa, men nej, jeg er ikke ”fremmedfjendsk”, og jeg har i øvrigt heller ikke ”ekstremistiske holdninger”. Mine politiske idoler er klassiske nationalliberale som John Locke og Emer de Vattel. Så ved I det.

Afsluttende

Jeg synes, at de forskere, som ifølge Groth har kvalitetstjekket hans kritik, skal vejlede Groth til en større metodisk konsistens. Det skulle gerne være metodekriterier og ikke politiske kriterier, der afgør, hvornår man ruller det kritiske apparat ud. Masser af optimistiske integrationshistorier har store eller små sammenlignelighedsproblemer. Dem bør Groths rådgivere minde ham om at se på. Det nytter jo ikke, at en nøgtern, uvildig og videnskabeligt interesseret mand lader de glade nyheder passere, mens han over for mere trælse statistikker sætter sig helt på tværs.

Hvis den metodiske kritik kun rulles ud, når man ikke bryder sig om resultatet, så reduceres den videnskabelige kritik til et politisk redskab, og man trækker på sin videnskabelige autoritet på ret uetisk vis.

Jeg synes i øvrigt også, at Groths rådgivere skal rådgive Groth om, at det ikke nødvendigvis er i videnskabens interesse, at man imødegår ubehagelige oplysninger med personangreb og Berufsverbot-lignende spekulationer i, hvem der bør lave rapporter til tænketanke.