Christopher Caldwell: Reflections on the Revolution in Europe, 2009
Christopher Caldwells bog “Reflections on the Revolution in Europe” var en af de første bøger, der gave en omfattende beskrivelse af de omvæltninger, masseindvandringen til Europa har medført. Det er en vigtig bog i den righoldige litteratur om indvandring, islamisering, ytringsfrihed, parallelsamfund, demografiske ændringer og social kontrol.
Bogen handler om omkalfatringen af især de større byer som Amsterdam, Rotterdam, Strasbourg, Paris, Marseille og London, hvor vi ser de tydeligste tegn på fremkomsten af en modkultur, der undergraver det, vi hidtil har kendt som den klassiske europæiske civilisation med tillid, retsstat og oplysning.
Bogen fokuserer også på al den opsparede vrede hos både de indfødte europæere og den tilvandrede befolkning, og så har den et blik for kulturens betydning i de nye konflikter, herunder forholdet mellem man og kvinde, religion (sharia, jihad) og velfærdsstatens besynderlige rolle i den store revolution i Europa.
Ahmed Akkari: Min afsked med islamismen, 2014
Ahmed Akkari har skrevet den vel nok bedste danske bog om det islamistiske miljø, han en overgang selv var en del af, inden han med bogen ”Min afsked med islamismen” foretog et yderst konsekvent, modigt og opsigtsvækkende opgør med miljøet i Danmark, et miljø, som havde og har internationale forbindelser.
Bogen afslører strategier og virkemidler, kun få danskere har indblik i. Bogen udlægger motiverne og ideerne bag imamers, shariadommeres, islamiske institutioners og ekstremisters virke. Ikke mindst under Muhammedkrisen og dens eftervirkninger.
”Min afsked med islamismen” er dertil historien om Ahmed Akkaris livsforløb fra elev på en almindelig dansk skole til som anerkendt imam at blive talsmand for islamismen.
Bogen er en dansk nyklassiker, der er vigtig for at forstå det islamistiske miljø og for at kunne kritisere det. Akkari viser ikke mindst, hvor stor skade dette miljø forvolder på ikke blot danske værdier som ytringsfrihed, men også for integration og assimilation i form af bl.a. social kontrol.